Paa Zanzibar lavede vi den lille top 10 over karakteristiske kulturelle oplevelser, men meget har aendret sig siden. Zambia og Zanzibar er to forskellige verdener, saa her kommmer et kulturelt indblik i vores nye hverdag.
Alt i vilkaarlig raekkefoelge.
Top 10: Du ved du er i Lubwe, naar:
1) du har opgivet at faa folk til at udtale dit navn og kun reagerer paa de lokale variationer; for Maries vedkommende; Mary, Maureen, Maria, Mauree, mens Astrid identificerer sig med navnene; Esther, Easter (?), og Astridah; Da folk ikke kan kende forskel paa os og som oftest kun kan huske et af navnene, reagerer vi faktisk begge paa alt, hvad der starter med E og M + de altid brugbare 'Patrick' og 'Muzungu" (hvid mand). Vi er kun tre muzunguer i lokalomraadet, og da racediskrimination ikke er et begreb man kalkulerer med, er det lidt af en triumf at spote en muzungu i landskabet. Da den tredje muzungu er en legende i sig selv og har et navn, de rent faktisk kan udtale (ellers skal de nok laere det) er Patrick blevet et begreb, der daekker lige saa bredt som ordet muzungu. Det er derfor et stort tilloebstykke, hvis de tre Patrick'er kan ses samlet:)
Note: Patrick kommer ikke fra Tyskland, som lokalbefolkningen ellers tror, men han komme fra USA, hvor han netop har faerdiggjort University. Han har nu arbejdet i Lubwe for en lille britisk udviklingsorganisation i snart et aar, men har gennem University haft tilknytning til omraadet siden 2005.
2) nshimaen (majsgroeden) er blevet saa integreret en del af din hverdag, at du er taet paa et akut ildebefindende, naar du i Mansa forsoeger at spise en halv pizza. De problemer, som nshimaen i starten i begyndelsen skabte for os, er nu erstattet af daglig gensynsglaede med de klaebrige klumper af majsgroed. Majsgroeden i sig selv er ingen delikatesse, men kunsten at forme de smaa klumper mellem fingrene, giver den ellers utiltraekkende masse et charmerende praeg - saa er der jo heller ikke noget bedre end mors boennesovs som tilbehoer.
3) du gladeligt tager paa powershopping paa Lubwe marked og vender hjem med 18 meter farvestraalende chetenke (for den nette sum af 90 kroner), da du ikke laengere kan forestille dig et liv uden de store firkantede stykker stof med vilde moenstre.
Hvad ville du goere, hvis du ikke havde en chetenke, du kunne slaa om livet, naar du skal op paa toilettet om natten, naar du skal beskytte toejet ude i marken under jordnoedde-hoesten, eller naar du skal nde en afslappet formiddag i hjemmet. Hvor vil du toerre dine vaade eller snavsede haender af, hvad vil du brede ud paa jorden under dig, naar taepper og soveposer giver dig hedeslag under den obligatoriske 'morfar' midt paa dagen, hvis du ikke havde en chetenke ved haanden.
Hvordan ville du nogensinde overkomme at vaske toej, hvis ikke en betydelig del af din garderobe bestod af mange meter chetenke, der selv i vaad tilstand vejer ingenting, hurtigt bliver rent og bloedt og toerrer i loebet af et kvarter. Udover den praktiske bomuldschetenke har vi ogsaa stor glaede af den kombinerede bomuld-nylon-variant, som bruges til syning af farverige nederdele, kjoler, troejer og dragter - meget belejligt at storesoester er syerske :-)
4) mor ugentligt deltager i begravelser - sidst da en 35-aarig mor doede i barselssengen under foedslen af sit 13. barn. Gennemsnitslevealderen er lav og doedaarsagerne mange, men spoerger man lokalbefolkningen doer alle af malaria. Spoerger man apotekeren er lokalomraadets malaria ikke specielt farlig og behandles let og gratis paa missionshospitaler (dog soeger mange laegehjaelp for sent), men fantasien er ikke saa stor, naar man skal finde en alternativ doedsaarsag for de hyppige HIV/Aids-relaterede doedsfald.
Udover malaria (laes: og Aids) er lokalomraadets naeststoerste draeber den enorme Bangweulu-soe, hvor fiskerne hver dag bevaeger sig ud i smaa udhulede traestammer paa trods af de flestes manglende svoemmer-evner. Fiskeri er udover farming tit den eneste mulighed for at forsoerge familien.
5) du opdager at alt kan transporteres bag paa en cykel og man ikke laengere overraskes over braegende geder spaendt fast paa bagagebaereren (dyrevelfaerd er ikke et begreb).
Rygtet sider, at cyklen derudover ogsaa kan benyttes, naar liget af et familiemedlem skal transporteres hjem til begravelse fra hospitalet over saa lang en afstand, at en baare ikke kan benyttes. Man kan derfor vaere heldig/uheldig (det er vel en individuel smagssag) at moede en cyklist med sin doede mor siddende bundet fast til en stol paa bagagebaereren.
6) man er klar til at gaa ind i en musikforretning i Mansa og spoerge efter P-square - vi krydser fingre for, at de kommer til Roskilde. Tjek youtube 'no one like you' og Ifunanya. Vi gaar paa musikalsk rehabilitering, naar vi kommer hjem.
7) du ikke laegnere regner to timers ventetid foer et moede for noget. Begrebet 'African Time' strejfer dig ikke. Muligvis er Afrika det sted i verden, hvor ophaevelsen af tidsbgrebet er taettest paa at vaere en realitet. Turen til Mansa burde f.eks. kun tage to timer, efter otte timer er vi stadig ikke frustrerede - paa dette tidspunkt befinder vi os kun en halv times koersel fra Mansa. Fortsaettelse foelger i naeste uge.
8) du hverken behoever recept, penge eller laegens ord for at den saerdeles servicemindede, unge apoteker med et smil og 'have-a-nice-day' udleverer 160 penicilin-piller, 18 antihistaminer, 60ml uidentificeret svampemiddel = diverse smertestillende, og desuden ser uforstaende paa dig, naar du paastaar, at det virkelig ikke er noedvendigt med en uges forbrug af Ibuprofen, blot fordi du har lidt ondt i halsen.
Den saerdeles effektive behandling (udstedt af doktor ifoert solbriller (indenor) og fake D&G strik) har nu gjort kaal paa Astrids halsproblemer, det kraevede dog at hun tog over 15 piller fordelt paa 7 gange dagligt - vi ser det som en kulturel oplevelse. Da vi anden gang forlader hospitaler med nye pilleforsyninger er Astrids ironiske kommentar: 'I morgen henter vi morfinen'.
9) du ikke kan bevaege dig vaek fra huset uden at 10 smaa boern trofast foelger dig paa vejen, holder dig i haanden eller raaber til dig. De mest brugte er et aggresivt 'Hallo" (de tror det er engelk, men vi er paa nippet til at svare dem med; 'Hallo, Wie geht's?'); 'How are you?', 'What is your name?'. Det betyder ikke saa meget, hvad du svarer, du er siikker paa at blive hilst tilbage med et 'bwino', som afsloerer deres temmelig uunderbyggede antagelse om, at du har spurgt til deres velbefindende.
10) Naar man frejdigt forlader hjemmet kl. 06.00 soendag morgen og saetter kurs mod den Katolske kirke og morgengudstjenesten kl. 06.30 helt frivilligt. Det skyldes naeppe nogen form for religioes vaekkelse, og vil nok heller ikke foraarsage en - vi fatter ikke en brik af, hvad der foregaar. Faktisk virker den staerke religioesitet naermest frastoedende paa os, saa maaske er det meget godt, at vi ikke forstaar, hvad der bliver sagt. I stedet bruger vi tiden konstruktivt til at spotte kirkens flotteste chetenke-stykker og mest kreative parykker eller lave sjove ansigter til de smaa boern paa raekken foran.
Hermed vores top 10. Der bliver ikke tid til en gennemlaesning for slaafejl, saa vi haaber ikke det er alt for slemt.
fredag den 24. april 2009
torsdag den 16. april 2009
Esther and Maurie (det er Astrid og mig) i chok:
Saa har vi en af de mere makabre historier fra Luapula-provinsen; jomfruprogrammet. Jomfruprogrammet er et wannabe-udviklingsprojekt, ide og tilrettelaeggelse: Mr. Phiri og MYDJCC, den ellers udmaerkede organisation, som Astrid og jeg arbejder for.
Jofruprogrammet gaar, saa vidt vi har forstaaet, i alt sin enkelhed ud paa, at en lille gruppe piger paa forskellige skoler udvaelges, undersoeges gynaekologisk, og i tilfaelde af, at de stadig er jomfruer og desuden er rimelig intelligente, faar de udleveret uniformer af saerlig kvalitet, saa alle kan se, at de er jomfruer, saa de kan fungere som rollemodeller for deres "syndige" skolekammerater. Det er selvfoelgelig ikke altid lige let at finde disse "primaere jomfruer", hvorfor man evt. kan supplere op med "sekundaere jomfruer", dvs. de piger, der har mistet deres moedom ufrivilligt. Ja, vi er i chok. Efter lidt over en maaned her, er det egentlig vores indtryk, at pigernes vilje til at beholde deres moedom er en ret ubetydelig faktor i det spil, det ser ud til, at det betyder mere, om deres faedre har misbrugt dem som boern, om deres mandlige laerer har lyst til at betale dem for at have et forhold til ham, om deres kaereste synes, at pigerne skal have nogen form for medbestemmelse osv. Derudover kan man jo saa overveje, om det er de piger, der stadig har deres moedom intakt, der har brug for stoette - vi spoerger bare. (Okay, Astrid siger, at jeg nu skal have noget metaforisk ind med noget sommer, jeg proever lige) Ja, undskyld, det er naesten synd at frembringe den her, for rigtig mange af de udviklingsprojekter vi stoeder paa er saerdeles prisvaerdige, sande solstraalehistorier faktisk, det er saa her sommeren kommer ind i billedet.
Bort set fra det har Esther and Maurie det bare tip top, i fuld gang med at fortraenge det faktum, at vi tager til Mansa d. 26. april for at bo hos Mr. Phiri de sidste tre uger. Citat Astrid: "Jeg vil aldrig vaek fra det her sted, Mr. Phiri maa selv komme og slaebe mig vaek"... Han kommer sandelig paa opgave, den gode Phiri, han skal nok heller ikke regne med, at Marie forlader stedet helt frivilligt. Og saa har han jo ogsaa sine jomfruer at passe paa...
Astrid lover, at naeste indlaeg bliver lidt sjovere. Lige nu er der vist ikke andet at sige end tillykke med den nye statsminister og pas godt paa jer selv.
Over and out
\Esther and Maurie
Jofruprogrammet gaar, saa vidt vi har forstaaet, i alt sin enkelhed ud paa, at en lille gruppe piger paa forskellige skoler udvaelges, undersoeges gynaekologisk, og i tilfaelde af, at de stadig er jomfruer og desuden er rimelig intelligente, faar de udleveret uniformer af saerlig kvalitet, saa alle kan se, at de er jomfruer, saa de kan fungere som rollemodeller for deres "syndige" skolekammerater. Det er selvfoelgelig ikke altid lige let at finde disse "primaere jomfruer", hvorfor man evt. kan supplere op med "sekundaere jomfruer", dvs. de piger, der har mistet deres moedom ufrivilligt. Ja, vi er i chok. Efter lidt over en maaned her, er det egentlig vores indtryk, at pigernes vilje til at beholde deres moedom er en ret ubetydelig faktor i det spil, det ser ud til, at det betyder mere, om deres faedre har misbrugt dem som boern, om deres mandlige laerer har lyst til at betale dem for at have et forhold til ham, om deres kaereste synes, at pigerne skal have nogen form for medbestemmelse osv. Derudover kan man jo saa overveje, om det er de piger, der stadig har deres moedom intakt, der har brug for stoette - vi spoerger bare. (Okay, Astrid siger, at jeg nu skal have noget metaforisk ind med noget sommer, jeg proever lige) Ja, undskyld, det er naesten synd at frembringe den her, for rigtig mange af de udviklingsprojekter vi stoeder paa er saerdeles prisvaerdige, sande solstraalehistorier faktisk, det er saa her sommeren kommer ind i billedet.
Bort set fra det har Esther and Maurie det bare tip top, i fuld gang med at fortraenge det faktum, at vi tager til Mansa d. 26. april for at bo hos Mr. Phiri de sidste tre uger. Citat Astrid: "Jeg vil aldrig vaek fra det her sted, Mr. Phiri maa selv komme og slaebe mig vaek"... Han kommer sandelig paa opgave, den gode Phiri, han skal nok heller ikke regne med, at Marie forlader stedet helt frivilligt. Og saa har han jo ogsaa sine jomfruer at passe paa...
Astrid lover, at naeste indlaeg bliver lidt sjovere. Lige nu er der vist ikke andet at sige end tillykke med den nye statsminister og pas godt paa jer selv.
Over and out
\Esther and Maurie
mandag den 23. marts 2009
Det virkelige Afrika - Del 1 + 2
Muli shaani allesammen? Vi haaber I har det bwino.
Nyt land, nyt sprog, ny kultur, nyt hjem, nye mennesker. Det er efterhaanden 3 uger siden vi ankom til Zambia, og endelig foelger en lille update paa, hvad vi har brugt tiden paa siden sidst, 28. februar sagde vi farvel til Zanzibar. Farvel til Kenya- og Tanzania-holdet, staff, masaierne, det kridhvide sand og resten af Paje. Det var haardt, men forude laa rejsens endelige maal, Zambia. Landet der markedsfoerer sig under sloganet ‘Zambia – the real Africa’, og det var derfor med store forventninger, vi satte os ind i flyet og tog turen over Nairobi og mod Lusaka. Lidt efter midnat stod vi endelig i Lusaka lufthavn. Det ‘rigtige’ Afrika lod vente paa sig, og det lykkedes alle 8 at komme igennem immigrationsmyndighederne + at faa udleveret al baggage.
Vi blev afhentet af Mapo og Davison fra MS-Zambia, og efter de foerste tilbagelagte kilometer gik det op for os, at det i hvert fald ikke er i Lusaka det virkelige Afrika skal findes. En hovedstad som alle andre. Vi kom endda til en lyskurv, hvortil Astrid udbryder: ’Ahh a trafic light. We haven’t seen those for a month now’. ’Yeah’, svarer Mapo med slet skjult stolthed i stemmen, idet han fraeser over for roedt lys.
Komfortabelt indlogeret i MS-gaestehuset, havde vi fra soendag til torsdag introdage om sprog, problemstillinger og kultur. Dagene fungerede ogsaa som tiltraengte hviledage, hvor vi noed at faa lov til selv at koebe ind, lave mad og generelt bare omstille sig fra hoejskolelivet til noget helt anderledes og ikke naermere defineret. Behovet for vestlig kultur var stort, og en tur i ShopRite (Zambias svar paa Foetex) foeltes som en tur i Tivoli. Vi brugte ugen paa at suge al vestlig kultur til os, saa vi ville vaere parat til flere maaneders logi efter afrikanske forhold. Menuen stod paa lasagne, flaeskesteg og pandekager, og der var oven i koebet mulighed for en tur i biografen (vi kunne se filmen Twilight til den nette sum af K12.000 = ca. 12kr).
Fredag morgen var vi mere end klar til at indtage Zambias nordlige Luapula provins, og med Mapo og Davison som de paalidelige chauffoerer, tog vi den 9 timer lange koeretur fra Lusaka til Mansa. En koeretur der foerte os ud af byen og ud paa landet – det virkelige Afrika. Naturen omkring os skiftede fra den afrikanske bush til the wetlands, hvor vi saa langt oejet rakte havde udsyn over sumpen, floder og soeer i alle retninger. Den smukke udsyn gjorde det lettere at abstrahere fra de mange potholes. Huller i vejen som variere i stoerrelsen fra ganske smaa og uskadelige til de store, der loeber tvaers over vejbanen og gerne med bredden 1 meter og 0,5 meters dybde. Da vi i god behold naede Mansa var vi igen omgivet af bush, og vi blev indlogeret paa det lokale guesthouse. Loerdag var organisationerne moedt op. Vi kommer til at arbejde med MYDJCC, og isaer med deres ”Vulnerable Girls Program”, hvor en raekke kvinder mellem 18 og 26 aar uddannes til Big Sisters. De faar et oekonomisk beloeb/laan, som de igennem smaa selvstaendige virksomheder/forretninger skal faa til at vokse. Hver Big Sister udvaelger 10 Small Sisters, som typisk vil vaere foraeldreloese eller andre svaert stillede piger i alderen ca. 13-16 aar, og Big Sisters opgave er at stoette pigerne i at gennemfoere deres Basic School (folkeskole). Stoetten der er brug for er f.eks. uniformer, papir, sko, moralsk stoette og vejledning. Paa laengere sigt er det ogsaa hensigten, at Big Sisters skal vaere i stand til at betale Small Sisters ”uddannelses-” og ”eksamensgebyr”, da skolegang kun er gratis fra 1.-7. klasse og ikke i de sidste 2 aar i 8.-9. klasse. Udover os er ogsaa Nina og Maja tilknyttet samme organisation, og de bor i Mansa, hvor hovedkvarteret ogsaa ligger. Selv er vi udstationeret i Lubwe – meget langt ude paa landet...
Soendag morgen tog vi afsted, eskorteret af Mapo og Mr. Phiri (organisationsleder). Efter de foerste 80km, drejede vi vaek fra asfaltvejen og ind paa en grusvej af afrikansk roed jord. Vi var igen i Wetland omraade, og udenfor vinduet saa vi de typiske beboelseshuse af lokale mursten og straatag suse forbi. Den afrikanske stemning landede i vores hoveder, og pludselig var vi ankommet.
Huset vi bor i er efter afrikanske forhold meget stort med 3 vaerelser (hvor vi deler det ene), en stue, et koekken og en entre – det er tydeligt, at der engang har vaeret penge i familien. Siden faderen, der var laege paa Lubwe Mission Hospital, doede, er pengene forsvundet, og kun huset staar. Tilbage er mor, datteren Jande (26 aar) og Jandes to drenge 5-aarige Kakoma og 3-aarige Kapalu. I et lille hus ved siden af bor Charles (midt i tyverne) og Kennedy (18 aar), saa der er altid folk omkring huset.
Vores dagligdag her er den totale modsaetning til en dansk hverdag. Alt vand skal hentes ved broenden, toilettet kan bedst beskrives som et lille hus uden doer og laas, hvor selve toilettet er et dybt hul i jorden. Badet er en spiralformet sivmaatte, hvor vi faar en balje med varmt vand bragt ind, og saa er det ellers etagevask i bananpalmernes skygge og med mulighed for at hilse og vinke til de lokale, der passerer forbi udenfor. Vi har ikke komfur, fryser og koeleskab, saa al madlavning foregaar over aaben ild. Til gengaeld har vi hoejtalere, dvd og fjernsyn, saa vi kan se nigerianske film om aftenen, naar der altsaa er elektricitet. Herude paa landet er det ikke ualmindelig med doegnlange stroemafbrydelser. Naar vi har elektricitet, bliver der hoert rigtig meget musik – kvaliteten af det kan diskuteres. Country musik og den for os ukendte musiker Don Williams koerer tit paa repeat, og da den utrolig soede familie taenker meget paa, at vi skal foele os hjemme, har de anskaffet ”Best of Westlife”, som de gerne skynder sig at saette paa anlaegget hver gang vi er i naerheden.
Paa trods af deres ekstreme venlighed og ihaerdige forsoeg, var den foerste uge i Lubwe rigtig haard. Uanset hvor meget vi havde forberedt os paa livet i den Zambianske bush, var det bare saa stor en omvaeltning, at vi bare oenskede os tilbage til Danmark og Zanzibar. Majsgroeden (nshima), der for det meste indtages 2 gange om dagen, blev vi traette af efter den foerste dag, og de naeste 4 dage var hver mundfuld en kamp. Hele ugen var introduktioner til skoler, mennesker og Big/Small Sisters. Tiden foeltes uendelig lang, og det hjalp ikke, at vi ikke kunne komme til at ringe hjem, da den lokale netvaerksmast var loebet toer for braendstof, saa vi havde lige 4 dage uden netvaerk, foer de fandt en tankbil, der kunne tanke op. Netvaerket kom igen, og lige saa stille begyndte hele stemningen at vende. Nshimasen glider nu ned uden problemer og pr. automatik, og under spisningen bliver fokus lagt paa det laekre tilbehoer vi faar dertil (svampe, fisk, boenner, cassava-blade, friske jordnoedder og hvad der ellers findes i omraadet). Vi har vaennet os til toilet- og sanitetsforhold og den sidste uge er tiden floejet afsted, paa samme maade som vi foeler, at det stoerste kulturchok er ovre. Familien er super soed, og selvom mor ikke taler engelsk, er de saa opsatte paa at laere os om deres kultur, samtidig med at vi bliver godt passet paa, at vi ikke kan vaere andet end godt tilpas. Et eksempel er deres haandtering af drikkevand. Vandet bliver hentet op af broenden, nedkoelet, tilsat chlorin og da vi ikke har koeleskab, bliver det baaret op til nabohuset, hvor det bliver lagt i fryseren. Hele tiden soerger de for, at der er koldt vand i huset, og hvis vi proever at overbevise dem om, at vi godt kan drikke lunkent vand, smiler de bare og forsaetter arbejdet.
Dagligdagen starter naar vi staar op ca. Kl. 7.00. Paa dette tidspunkt, har mor altid vaeret oppe i mindst en halv time, og der er varmet vand, saa vi kan vaske os og boerste taender. Hvis vi er heldige, faar vi lov til at tage opvasken fra gaarsdagens aftensmad, eller faar lov til at lave morgenmaden, der for det meste bestaar af de lokale ”fritas”, en blanding af meget soede boller og doughnuts, der bliver stegt i rigeligt olie (smager urimeligt godt). Efter morgenmaden begynder dagens program.
Indtil videre er det endelige program endnu ikke begyndt, men vi har afholdt undervisning omkring emnet ”Early marriages”, da det er et stort problem herude, at piger bliver gift som 12-15aarige for at kunne forsoerge sig selv eller deres familie. Herudover har vi vaeret til Big Sisters moeder, besoegt Small Sisters, vaeret ude paa skolerne, hvor vi skal undervise, overvaeret timer paa pigeskolen, undervist en dag i pre-school (2-6 aarige) og ellers bare proevet at fordoeje de kulturelle indtryk vi haaber at faa vores cykler i starten af naeste uge, saa vi kan komme ud til skolerne og begynde paa noget mere undervisning.
Hjemme er der altid mindst et par besoegende om dagen, der skal hilse paa de 2 nye mzungus (hvide), og tit er der gode diskussioner at hente, da folk hernede er utrolig aabne og villige til at diskutere fordele og ulemper i egen kultur og samfund.
Samtidig med at vi laerer om zambiansk bemba kultur, laerer vi mere om dansk kultur og samfund end vi havde troet muligt. Vi kan laerer mange gode ting fra kulturen her (f.eks. kunne vi som danske unge laerer meget fra de zambianske studerende, der virkelig helliger sig deres studie og saetter en aere i at laese mest muligt), men som vi var blevet lovet, er vi ogsaa i langt hoejere grad begyndt at saette pris paa ting som det danske uddannelses- og sundhedssystem + ikke mindst den danske ligestilling mellem maend og kvinder. For os kan det vaere svaert at have en diskussion med en jaevnaldrende High School studerende, der konsekvent mener, at maend er mere intelligente end kvinder, og at kvinder i hvert fald ikke egner sig til alt for hoeje uddannelser, for pigerne hernede er jo slet ikke serioese med deres uddannelse, naar de bare bliver gravide?! Vi ved ikke, hvordan han naar frem til, at maend slet ikke er indblandet, naar kvinder bliver gravide, men maaske vi skulle diskutere noget seksualundervisning med ham naeste gang vi ses.
Lige nu lever vi i et Zambia, hvor en kvinde ikke kan blive praesident eller bare faa en Ph.d. Det er i hvert fald vores plan, at lave lidt undervisning med ligestilling som tema. Den naevnte diskussion endte rent faktisk med at vi havde overbevist vores nye ven om, at det ville vaere en fordel at indfoere et mere omfattende ligestillingsprogram i Zambia, selvom vi er lidt usikre paa, om det var mere ”I faar ret, og jeg faar fred”, men uanset hvad, er det sjovt at se deres reaktion, naar de, maaske for foerste gang, moeder haard modstand i en diskussion med piger. De tager der heldigvis med altid med et smil, fordi de er saa venlige, og saa er vi trods alt mzungus, saa det er okay, at vi er lidt underlige en gang imellem.
Lige nu er vi i Mansa, hvor vi sammen med de andre danskere bor i gaestehuset weekenden over, for at faa snakket om alle vores oplevelser. For foerste gang i to uger ser vi andre europaere, og vi saetter stor pris paa igen at kunne sidde paa et vaskeaegte vestligt toilet + et rigtigt brusebad.
Vi er ogsaa ved at faa afklaret rejsens videre forloeb. Da vi arbejder i samme organisation som Maja og Nina, laver vi en bytter de sidste tre uger af opholdet. De vil gerne proeve at bo paa landet og feltarbejdet, og vi vil gerne proeve bylivet og det overblik det giver at arbejde i hovedkvartet. Dvs. at vi har fem uger mere i Lubwe, herefter er det tre uger i Mansa. Da vi ligger meget langt vaek fra alting, afkorter vi vores forloeb med to uger, saa vi faar chancen for at komme ned til Victoria Falls og evt. noget safari.
Vi forlaenger vores flybilletter med 3 uger, og saa tager vi sammen med Maja og muligvis flere toget fra Lusaka til Dar Es Salaam, hvor den historiske rute fra kobberminerne ud til havet gaar gennem flere nationalparker. Vi regner med nogle dage i Dar Es Salaam (Tanzania og Det Indiske Ocean), og saa noget backpacking der kan foere os til Nairobi hvorfra vi flyver.
En sidste tilfoejelse er, at vi har faaet telefoner, saa de kommer lige her:
Astrid: +260976673784
Marie: +260976673802
Nyt land, nyt sprog, ny kultur, nyt hjem, nye mennesker. Det er efterhaanden 3 uger siden vi ankom til Zambia, og endelig foelger en lille update paa, hvad vi har brugt tiden paa siden sidst, 28. februar sagde vi farvel til Zanzibar. Farvel til Kenya- og Tanzania-holdet, staff, masaierne, det kridhvide sand og resten af Paje. Det var haardt, men forude laa rejsens endelige maal, Zambia. Landet der markedsfoerer sig under sloganet ‘Zambia – the real Africa’, og det var derfor med store forventninger, vi satte os ind i flyet og tog turen over Nairobi og mod Lusaka. Lidt efter midnat stod vi endelig i Lusaka lufthavn. Det ‘rigtige’ Afrika lod vente paa sig, og det lykkedes alle 8 at komme igennem immigrationsmyndighederne + at faa udleveret al baggage.
Vi blev afhentet af Mapo og Davison fra MS-Zambia, og efter de foerste tilbagelagte kilometer gik det op for os, at det i hvert fald ikke er i Lusaka det virkelige Afrika skal findes. En hovedstad som alle andre. Vi kom endda til en lyskurv, hvortil Astrid udbryder: ’Ahh a trafic light. We haven’t seen those for a month now’. ’Yeah’, svarer Mapo med slet skjult stolthed i stemmen, idet han fraeser over for roedt lys.
Komfortabelt indlogeret i MS-gaestehuset, havde vi fra soendag til torsdag introdage om sprog, problemstillinger og kultur. Dagene fungerede ogsaa som tiltraengte hviledage, hvor vi noed at faa lov til selv at koebe ind, lave mad og generelt bare omstille sig fra hoejskolelivet til noget helt anderledes og ikke naermere defineret. Behovet for vestlig kultur var stort, og en tur i ShopRite (Zambias svar paa Foetex) foeltes som en tur i Tivoli. Vi brugte ugen paa at suge al vestlig kultur til os, saa vi ville vaere parat til flere maaneders logi efter afrikanske forhold. Menuen stod paa lasagne, flaeskesteg og pandekager, og der var oven i koebet mulighed for en tur i biografen (vi kunne se filmen Twilight til den nette sum af K12.000 = ca. 12kr).
Fredag morgen var vi mere end klar til at indtage Zambias nordlige Luapula provins, og med Mapo og Davison som de paalidelige chauffoerer, tog vi den 9 timer lange koeretur fra Lusaka til Mansa. En koeretur der foerte os ud af byen og ud paa landet – det virkelige Afrika. Naturen omkring os skiftede fra den afrikanske bush til the wetlands, hvor vi saa langt oejet rakte havde udsyn over sumpen, floder og soeer i alle retninger. Den smukke udsyn gjorde det lettere at abstrahere fra de mange potholes. Huller i vejen som variere i stoerrelsen fra ganske smaa og uskadelige til de store, der loeber tvaers over vejbanen og gerne med bredden 1 meter og 0,5 meters dybde. Da vi i god behold naede Mansa var vi igen omgivet af bush, og vi blev indlogeret paa det lokale guesthouse. Loerdag var organisationerne moedt op. Vi kommer til at arbejde med MYDJCC, og isaer med deres ”Vulnerable Girls Program”, hvor en raekke kvinder mellem 18 og 26 aar uddannes til Big Sisters. De faar et oekonomisk beloeb/laan, som de igennem smaa selvstaendige virksomheder/forretninger skal faa til at vokse. Hver Big Sister udvaelger 10 Small Sisters, som typisk vil vaere foraeldreloese eller andre svaert stillede piger i alderen ca. 13-16 aar, og Big Sisters opgave er at stoette pigerne i at gennemfoere deres Basic School (folkeskole). Stoetten der er brug for er f.eks. uniformer, papir, sko, moralsk stoette og vejledning. Paa laengere sigt er det ogsaa hensigten, at Big Sisters skal vaere i stand til at betale Small Sisters ”uddannelses-” og ”eksamensgebyr”, da skolegang kun er gratis fra 1.-7. klasse og ikke i de sidste 2 aar i 8.-9. klasse. Udover os er ogsaa Nina og Maja tilknyttet samme organisation, og de bor i Mansa, hvor hovedkvarteret ogsaa ligger. Selv er vi udstationeret i Lubwe – meget langt ude paa landet...
Soendag morgen tog vi afsted, eskorteret af Mapo og Mr. Phiri (organisationsleder). Efter de foerste 80km, drejede vi vaek fra asfaltvejen og ind paa en grusvej af afrikansk roed jord. Vi var igen i Wetland omraade, og udenfor vinduet saa vi de typiske beboelseshuse af lokale mursten og straatag suse forbi. Den afrikanske stemning landede i vores hoveder, og pludselig var vi ankommet.
Huset vi bor i er efter afrikanske forhold meget stort med 3 vaerelser (hvor vi deler det ene), en stue, et koekken og en entre – det er tydeligt, at der engang har vaeret penge i familien. Siden faderen, der var laege paa Lubwe Mission Hospital, doede, er pengene forsvundet, og kun huset staar. Tilbage er mor, datteren Jande (26 aar) og Jandes to drenge 5-aarige Kakoma og 3-aarige Kapalu. I et lille hus ved siden af bor Charles (midt i tyverne) og Kennedy (18 aar), saa der er altid folk omkring huset.
Vores dagligdag her er den totale modsaetning til en dansk hverdag. Alt vand skal hentes ved broenden, toilettet kan bedst beskrives som et lille hus uden doer og laas, hvor selve toilettet er et dybt hul i jorden. Badet er en spiralformet sivmaatte, hvor vi faar en balje med varmt vand bragt ind, og saa er det ellers etagevask i bananpalmernes skygge og med mulighed for at hilse og vinke til de lokale, der passerer forbi udenfor. Vi har ikke komfur, fryser og koeleskab, saa al madlavning foregaar over aaben ild. Til gengaeld har vi hoejtalere, dvd og fjernsyn, saa vi kan se nigerianske film om aftenen, naar der altsaa er elektricitet. Herude paa landet er det ikke ualmindelig med doegnlange stroemafbrydelser. Naar vi har elektricitet, bliver der hoert rigtig meget musik – kvaliteten af det kan diskuteres. Country musik og den for os ukendte musiker Don Williams koerer tit paa repeat, og da den utrolig soede familie taenker meget paa, at vi skal foele os hjemme, har de anskaffet ”Best of Westlife”, som de gerne skynder sig at saette paa anlaegget hver gang vi er i naerheden.
Paa trods af deres ekstreme venlighed og ihaerdige forsoeg, var den foerste uge i Lubwe rigtig haard. Uanset hvor meget vi havde forberedt os paa livet i den Zambianske bush, var det bare saa stor en omvaeltning, at vi bare oenskede os tilbage til Danmark og Zanzibar. Majsgroeden (nshima), der for det meste indtages 2 gange om dagen, blev vi traette af efter den foerste dag, og de naeste 4 dage var hver mundfuld en kamp. Hele ugen var introduktioner til skoler, mennesker og Big/Small Sisters. Tiden foeltes uendelig lang, og det hjalp ikke, at vi ikke kunne komme til at ringe hjem, da den lokale netvaerksmast var loebet toer for braendstof, saa vi havde lige 4 dage uden netvaerk, foer de fandt en tankbil, der kunne tanke op. Netvaerket kom igen, og lige saa stille begyndte hele stemningen at vende. Nshimasen glider nu ned uden problemer og pr. automatik, og under spisningen bliver fokus lagt paa det laekre tilbehoer vi faar dertil (svampe, fisk, boenner, cassava-blade, friske jordnoedder og hvad der ellers findes i omraadet). Vi har vaennet os til toilet- og sanitetsforhold og den sidste uge er tiden floejet afsted, paa samme maade som vi foeler, at det stoerste kulturchok er ovre. Familien er super soed, og selvom mor ikke taler engelsk, er de saa opsatte paa at laere os om deres kultur, samtidig med at vi bliver godt passet paa, at vi ikke kan vaere andet end godt tilpas. Et eksempel er deres haandtering af drikkevand. Vandet bliver hentet op af broenden, nedkoelet, tilsat chlorin og da vi ikke har koeleskab, bliver det baaret op til nabohuset, hvor det bliver lagt i fryseren. Hele tiden soerger de for, at der er koldt vand i huset, og hvis vi proever at overbevise dem om, at vi godt kan drikke lunkent vand, smiler de bare og forsaetter arbejdet.
Dagligdagen starter naar vi staar op ca. Kl. 7.00. Paa dette tidspunkt, har mor altid vaeret oppe i mindst en halv time, og der er varmet vand, saa vi kan vaske os og boerste taender. Hvis vi er heldige, faar vi lov til at tage opvasken fra gaarsdagens aftensmad, eller faar lov til at lave morgenmaden, der for det meste bestaar af de lokale ”fritas”, en blanding af meget soede boller og doughnuts, der bliver stegt i rigeligt olie (smager urimeligt godt). Efter morgenmaden begynder dagens program.
Indtil videre er det endelige program endnu ikke begyndt, men vi har afholdt undervisning omkring emnet ”Early marriages”, da det er et stort problem herude, at piger bliver gift som 12-15aarige for at kunne forsoerge sig selv eller deres familie. Herudover har vi vaeret til Big Sisters moeder, besoegt Small Sisters, vaeret ude paa skolerne, hvor vi skal undervise, overvaeret timer paa pigeskolen, undervist en dag i pre-school (2-6 aarige) og ellers bare proevet at fordoeje de kulturelle indtryk vi haaber at faa vores cykler i starten af naeste uge, saa vi kan komme ud til skolerne og begynde paa noget mere undervisning.
Hjemme er der altid mindst et par besoegende om dagen, der skal hilse paa de 2 nye mzungus (hvide), og tit er der gode diskussioner at hente, da folk hernede er utrolig aabne og villige til at diskutere fordele og ulemper i egen kultur og samfund.
Samtidig med at vi laerer om zambiansk bemba kultur, laerer vi mere om dansk kultur og samfund end vi havde troet muligt. Vi kan laerer mange gode ting fra kulturen her (f.eks. kunne vi som danske unge laerer meget fra de zambianske studerende, der virkelig helliger sig deres studie og saetter en aere i at laese mest muligt), men som vi var blevet lovet, er vi ogsaa i langt hoejere grad begyndt at saette pris paa ting som det danske uddannelses- og sundhedssystem + ikke mindst den danske ligestilling mellem maend og kvinder. For os kan det vaere svaert at have en diskussion med en jaevnaldrende High School studerende, der konsekvent mener, at maend er mere intelligente end kvinder, og at kvinder i hvert fald ikke egner sig til alt for hoeje uddannelser, for pigerne hernede er jo slet ikke serioese med deres uddannelse, naar de bare bliver gravide?! Vi ved ikke, hvordan han naar frem til, at maend slet ikke er indblandet, naar kvinder bliver gravide, men maaske vi skulle diskutere noget seksualundervisning med ham naeste gang vi ses.
Lige nu lever vi i et Zambia, hvor en kvinde ikke kan blive praesident eller bare faa en Ph.d. Det er i hvert fald vores plan, at lave lidt undervisning med ligestilling som tema. Den naevnte diskussion endte rent faktisk med at vi havde overbevist vores nye ven om, at det ville vaere en fordel at indfoere et mere omfattende ligestillingsprogram i Zambia, selvom vi er lidt usikre paa, om det var mere ”I faar ret, og jeg faar fred”, men uanset hvad, er det sjovt at se deres reaktion, naar de, maaske for foerste gang, moeder haard modstand i en diskussion med piger. De tager der heldigvis med altid med et smil, fordi de er saa venlige, og saa er vi trods alt mzungus, saa det er okay, at vi er lidt underlige en gang imellem.
Lige nu er vi i Mansa, hvor vi sammen med de andre danskere bor i gaestehuset weekenden over, for at faa snakket om alle vores oplevelser. For foerste gang i to uger ser vi andre europaere, og vi saetter stor pris paa igen at kunne sidde paa et vaskeaegte vestligt toilet + et rigtigt brusebad.
Vi er ogsaa ved at faa afklaret rejsens videre forloeb. Da vi arbejder i samme organisation som Maja og Nina, laver vi en bytter de sidste tre uger af opholdet. De vil gerne proeve at bo paa landet og feltarbejdet, og vi vil gerne proeve bylivet og det overblik det giver at arbejde i hovedkvartet. Dvs. at vi har fem uger mere i Lubwe, herefter er det tre uger i Mansa. Da vi ligger meget langt vaek fra alting, afkorter vi vores forloeb med to uger, saa vi faar chancen for at komme ned til Victoria Falls og evt. noget safari.
Vi forlaenger vores flybilletter med 3 uger, og saa tager vi sammen med Maja og muligvis flere toget fra Lusaka til Dar Es Salaam, hvor den historiske rute fra kobberminerne ud til havet gaar gennem flere nationalparker. Vi regner med nogle dage i Dar Es Salaam (Tanzania og Det Indiske Ocean), og saa noget backpacking der kan foere os til Nairobi hvorfra vi flyver.
En sidste tilfoejelse er, at vi har faaet telefoner, saa de kommer lige her:
Astrid: +260976673784
Marie: +260976673802
søndag den 22. marts 2009
Det virkelige Afrika - Del 1
Muli shaani allesammen? Vi haaber I har det bwino.
Nyt land, nyt sprog, ny kultur, nyt hjem, nye mennesker. Det er efterhaanden 3 uger siden vi ankom til Zambia, og endelig foelger en lille update paa, hvad vi har brugt tiden paa siden sidst, 28. februar sagde vi farvel til Zanzibar. Farvel til Kenya- og Tanzania-holdet, staff, masaierne, det kridhvide sand og resten af Paje. Det var haardt, men forude laa rejsens endelige maal, Zambia. Landet der markedsfoerer sig under sloganet ‘Zambia – the real Africa’, og det var derfor med store forventninger, vi satte os ind i flyet og tog turen over Nairobi og mod Lusaka. Lidt efter midnat stod vi endelig i Lusaka lufthavn. Det ‘rigtige’ Afrika lod vente paa sig, og det lykkedes alle 8 at komme igennem immigrationsmyndighederne + at faa udleveret al baggage.
Vi blev afhentet af Mapo og Davison fra MS-Zambia, og efter de foerste tilbagelagte kilometer gik det op for os, at det i hvert fald ikke er i Lusaka det virkelige Afrika skal findes. En hovedstad som alle andre. Vi kom endda til en lyskurv, hvortil Astrid udbryder: ’Ahh a trafic light. We haven’t seen those for a month now’. ’Yeah’, svarer Mapo med slet skjult stolthed i stemmen, idet han fraeser over for roedt lys.
Komfortabelt indlogeret i MS-gaestehuset, havde vi fra soendag til torsdag introdage om sprog, problemstillinger og kultur. Dagene fungerede ogsaa som tiltraengte hviledage, hvor vi noed at faa lov til selv at koebe ind, lave mad og generelt bare omstille sig fra hoejskolelivet til noget helt anderledes og ikke naermere defineret. Behovet for vestlig kultur var stort, og en tur i ShopRite (Zambias svar paa Foetex) foeltes som en tur i Tivoli. Vi brugte ugen paa at suge al vestlig kultur til os, saa vi ville vaere parat til flere maaneders logi efter afrikanske forhold. Menuen stod paa lasagne, flaeskesteg og pandekager, og der var oven i koebet mulighed for en tur i biografen (vi kunne se filmen Twilight til den nette sum af K12.000 = ca. 12kr).
Fredag morgen var vi mere end klar til at indtage Zambias nordlige Luapula provins, og med Mapo og Davison som de paalidelige chauffoerer, tog vi den 9 timer lange koeretur fra Lusaka til Mansa. En koeretur der foerte os ud af byen og ud paa landet – det virkelige Afrika. Naturen omkring os skiftede fra den afrikanske bush til the wetlands, hvor vi saa langt oejet rakte havde udsyn over sumpen, floder og soeer i alle retninger. Den smukke udsyn gjorde det lettere at abstrahere fra de mange potholes. Huller i vejen som variere i stoerrelsen fra ganske smaa og uskadelige til de store, der loeber tvaers over vejbanen og gerne med bredden 1 meter og 0,5 meters dybde. Da vi i god behold naede Mansa var vi igen omgivet af bush, og vi blev indlogeret paa det lokale guesthouse. Loerdag var organisationerne moedt op. Vi kommer til at arbejde med MYDJCC, og isaer med deres ”Vulnerable Girls Program”, hvor en raekke kvinder mellem 18 og 26 aar uddannes til Big Sisters. De faar et oekonomisk beloeb/laan, som de igennem smaa selvstaendige virksomheder/forretninger skal faa til at vokse. Hver Big Sister udvaelger 10 Small Sisters, som typisk vil vaere foraeldreloese eller andre svaert stillede piger i alderen ca. 13-16 aar, og Big Sisters opgave er at stoette pigerne i at gennemfoere deres Basic School (folkeskole). Stoetten der er brug for er f.eks. uniformer, papir, sko, moralsk stoette og vejledning. Paa laengere sigt er det ogsaa hensigten, at Big Sisters skal vaere i stand til at betale Small Sisters ”uddannelses-” og ”eksamensgebyr”, da skolegang kun er gratis fra 1.-7. klasse og ikke i de sidste 2 aar i 8.-9. klasse. Udover os er ogsaa Nina og Maja tilknyttet samme organisation, og de bor i Mansa, hvor hovedkvarteret ogsaa ligger. Selv er vi udstationeret i Lubwe – meget langt ude paa landet...
Slut paa del 1.. Vi sidder lige nu i Mansa, og internetforbindelsen kan defineres som yderst tvivlsom, saa vi proever at laegge ind i mindre bidder..
fredag den 6. marts 2009
Billeder
Endelig ser det ud til at lykkes med hele vores billedprojekt.
Vi har nu vaeret i Lusaka siden soendag, og i morgen tager vi videre nordpaa mod byen Mansa. Der er sket rigtig meget siden sidst, men indtil videre maa I desvaerre noejes med billeder fra vores Zanzibar tur, og saa haaber vi paa et "rigtigt" indlaeg i loebet af de naeste par dage.
Aften paa stranden nedenfor MS-huset.
Taget i en af de mere luksurioese taxis paa vej paa udflugt.
Marie til den ugentlige fodboldkamp MS vs. Staff. Masaier i baggrunden.
Solnedgang ved Chwaka Bay.
Huset vi boede i set fra stranden.
Vejen ned til MS-huset.
Vi har nu vaeret i Lusaka siden soendag, og i morgen tager vi videre nordpaa mod byen Mansa. Der er sket rigtig meget siden sidst, men indtil videre maa I desvaerre noejes med billeder fra vores Zanzibar tur, og saa haaber vi paa et "rigtigt" indlaeg i loebet af de naeste par dage.
Aften paa stranden nedenfor MS-huset.
Taget i en af de mere luksurioese taxis paa vej paa udflugt.
Marie til den ugentlige fodboldkamp MS vs. Staff. Masaier i baggrunden.
Solnedgang ved Chwaka Bay.
Huset vi boede i set fra stranden.
Vejen ned til MS-huset.
søndag den 15. februar 2009
Top 10
Saa er vi klar ved computeren igen. For at give jer et indblik i vores dagligdag her pa Zanzibar, har vi lavet en top 10 over de ting, som gaar ind under kategorien: du-ved-du-er-i-Afrika,-naar:
I vilkaarlig raekkefoelge:
Du ved du er i Afrika (Zanzibar) , naar:
1. du hver aften skal bruge mindst syv minutter paa at stoppe myggenettet ned langs madrassen, saa du ender med at ligge i en lille hule, hvor du kan sove uforstyrret uden frygt for de firben der ses overalt paa vaeggene. I forvejen er du rigeligt forsynet med den giftige lokale myggespray, pg der intages hver dag en malariapille.
2. offentlige transportmidler bestaar i den lokale DalaDala. Her bliver man klemt inde mellem de lokale og deres ejendele (laes: spande, boetter og diverse andre sager). Selve bilen minder om en aaben lastbil med baenke og et lille overdaekke, der sidder saa lavt, at Marie maa kravle ind gennem midtergangen paa alle fire.
3. du ikke laengere bliver overrasket over at moede en flok koeer midt i gaden. Frie hoens, hunde, katte og geder er forresten heller intet sjaeldent syn.
4. naar du maa haeve flere hundredetusinde shillings og maa gaa ud fra banken med centimetertykke seddelbundter. Desuden er prisniveauerne meget anderledes fordelt set i forhold til Danmark. Eksempel: Pringels = 3000tsh og en times koersel i DalaDala til Stonetown = 2000tsh (1000tsh = ca 4,50kr).
5. det ikke laengere er en selvfoelge, at der kommer vand ud af vandhanen bare fordi du aabner for den. Husk derfor altid at tjekke om der er vand FOER du gaar paa toilettet. Vi har lige gennemlevet 3 dage uden vand i det hus vi bor.
6. pandelygten efter kl. 18.00 er en naturlig del af din paaklaedning, og du er ved at laere ikke at se direkte paa folk, naar du er ifoert lysende pandelygte (Astrid oever sig stadig paa sidstnaevnte).
7. du efter middag traenger til et svalende bad i havet, men opdager at have begynder over 500 meter laengere ude end det normalt goer. Tabellen over hoejvande og lavvande bliver derfor et vigtigt redskab. Er du saa heldig at finde havet, risikerer du at vandet paa en varm dag har en temperatur paa 42 grader (i foelge det lokale dykkercenter).
8. du hver dag traekker i toej, der daekker skuldre og knae af hensyn til den lokale muslimske befolkning. Samtidig forarges du over de letpaaklaedte turister du moeder i Pajes gader.
9. den naermeste familie er blevet udvidet til 30 glade unge fordelt paa 6 og 9 mands vaerelser, og du stadig ikke savner privatlivets fred. Desuden skal du regne med, at din nye store familie har helt styr paa alle detaljer vedr. din fredag aften paa skolens bar og efterfoelgende Paje By Night.
Der er ikke kun plads til sjov i weekenden. I hverdagen hjaelper vi hinanden igennem undervisningen i dagens varmeste timer, saa vi i fritiden har kraefter til snak, sang, badning, sport, leg etc.
10. du dagligt forsoeger at bruge de mindst 8 forskellige Swahili-hilsener, naar du bevaeger dig omkring i lokalomraadet. Efter fem minutters samtale, hvor du stadig ikke har sagt andet end ”Hej, hvordan gaar det” og svaret ”Godt” (vi ved ikke hvordan man siger ”daarligt”), slutter du af med et Hakuna Matata (for dem der ikke er kendere af Loevernes Konge, kan vi oplyse, at det har betydningen ”No Worries”).
Nu staar aftensmaden snart paa bordet, og paa menuen er nok ris med kylling i tomatsovs (det har vi i hvert fald smagt foer – tak Staff) J
Takker af for denne gang med Hakuna Matata.
/Marie og Astrid
torsdag den 5. februar 2009
Marie na Astrid wanapenda Zanzibar
Hermed en kort opdatering fra Paje, Zanzibar.
Sidst vi sad her, maatte vi konstatere at nettet hernede ikke ligefrem er som den standard, vi er vant til. Derfor tog det os en time, at laegge et enkelt indlaeg ind, som ovenikoebet var skrevet i forvejen. Vi erfarede, at forbindelsen hernede ikke kan klare billed-uploading. Vi forsoeger igen, naar vi kommer til Lusaka, eller evt. hvis vi faar ekstra tid i Stone Town. Indtil da, vil vi forsoege at komme regelmaessigt paa internettet, der dog er ustabilt, saa vi kan nok ikke tjekke saa meget mail + Facebook.
Som I kunne laese i foerste indlaeg, er vi kommet godt frem. Til vores store overraskelse, er det meget varmt, men vi synes selv, vi klarer det til UG, og vi haaber at vaenne os lidt mere til det i loebet af et par uger. Lige nu ligger temperaturen paa 32 grader i skyggen, men heldigvis er der hele tiden en dejlig soebrise.
Vi bor lige ned til vandet i MS-huset, hvor vi ligger i tre seksmandsvaerelser og deler tre toiletter (det ene er ikke just vestligt) og et faellesrum. Vi er 30 i alt (nogle bor i et andet hus), og det er super fedt, at vi allerede i forvejen har laert alle at kende, saa snakken gaar let.
Det er efterhaanden ved at blive hverdag, og dagen starter med morgentraening (laes: en badetur paa ryggen) kl. 7.15. Morgenmad kl. 8.30, saa vi er parate til undervisning kl. 9.30. Vi bliver bl.a. undervist i kiswahili (sproget), projektdesign og samfundsfaglige- og kulturelle forhold med i udgangspunkt i Paje, Zanzibar. Kl. 12.30 er der varm frokost, saa vi kan klare os frem til dyngerne af eksotisk friskplukket frugt, som bliver sat frem kl. 16.00.
Efter frugt er der andre aktiviteter, hvor vi i gaar f.eks. var ude i byen, for at lege med Paje's boern. Efter de begivenhedsrige dage er der aftensmad kl. 19.00, og samtidig gaar solen ned, saa er det moerkt - meget moerkt.
Vi sover helt vildt godt om natten, selvom temperaturen naesten er paa hoejde med dagstemperaturen. Det skyldes nok nye indtryk og frisk havluft.
Her i weekenden tager vi loerdag en tur til Stone Town (Zanzibars hovedby) for at tage paa marked og evt. lidt turistsevaerdigheder. Soendag tager Marie ud paa et proevedyk, hvor hun med fuldt udstyr vil farvande og specielt koralreve usikre. Hun toer ikke rigtigt, men regner med at tage afsted. Astrid tager til Mchawa Bay, for at indtage mangroveskovene, og snorkle med smaa farverige fisk. Hvis hun er heldig, ser hun den meget sjaeldne abe, "Blue monkey " (eller noget i den stil), der kun lever paa Zanzibar.
Vi slutter af nu, saa vi kan naa et lille dyk i havet, foer det bliver tid til aftensmad.
Hilsner fra hvide sandstrande og azurblaat hav
Marie og Astrid
Sidst vi sad her, maatte vi konstatere at nettet hernede ikke ligefrem er som den standard, vi er vant til. Derfor tog det os en time, at laegge et enkelt indlaeg ind, som ovenikoebet var skrevet i forvejen. Vi erfarede, at forbindelsen hernede ikke kan klare billed-uploading. Vi forsoeger igen, naar vi kommer til Lusaka, eller evt. hvis vi faar ekstra tid i Stone Town. Indtil da, vil vi forsoege at komme regelmaessigt paa internettet, der dog er ustabilt, saa vi kan nok ikke tjekke saa meget mail + Facebook.
Som I kunne laese i foerste indlaeg, er vi kommet godt frem. Til vores store overraskelse, er det meget varmt, men vi synes selv, vi klarer det til UG, og vi haaber at vaenne os lidt mere til det i loebet af et par uger. Lige nu ligger temperaturen paa 32 grader i skyggen, men heldigvis er der hele tiden en dejlig soebrise.
Vi bor lige ned til vandet i MS-huset, hvor vi ligger i tre seksmandsvaerelser og deler tre toiletter (det ene er ikke just vestligt) og et faellesrum. Vi er 30 i alt (nogle bor i et andet hus), og det er super fedt, at vi allerede i forvejen har laert alle at kende, saa snakken gaar let.
Det er efterhaanden ved at blive hverdag, og dagen starter med morgentraening (laes: en badetur paa ryggen) kl. 7.15. Morgenmad kl. 8.30, saa vi er parate til undervisning kl. 9.30. Vi bliver bl.a. undervist i kiswahili (sproget), projektdesign og samfundsfaglige- og kulturelle forhold med i udgangspunkt i Paje, Zanzibar. Kl. 12.30 er der varm frokost, saa vi kan klare os frem til dyngerne af eksotisk friskplukket frugt, som bliver sat frem kl. 16.00.
Efter frugt er der andre aktiviteter, hvor vi i gaar f.eks. var ude i byen, for at lege med Paje's boern. Efter de begivenhedsrige dage er der aftensmad kl. 19.00, og samtidig gaar solen ned, saa er det moerkt - meget moerkt.
Vi sover helt vildt godt om natten, selvom temperaturen naesten er paa hoejde med dagstemperaturen. Det skyldes nok nye indtryk og frisk havluft.
Her i weekenden tager vi loerdag en tur til Stone Town (Zanzibars hovedby) for at tage paa marked og evt. lidt turistsevaerdigheder. Soendag tager Marie ud paa et proevedyk, hvor hun med fuldt udstyr vil farvande og specielt koralreve usikre. Hun toer ikke rigtigt, men regner med at tage afsted. Astrid tager til Mchawa Bay, for at indtage mangroveskovene, og snorkle med smaa farverige fisk. Hvis hun er heldig, ser hun den meget sjaeldne abe, "Blue monkey " (eller noget i den stil), der kun lever paa Zanzibar.
Vi slutter af nu, saa vi kan naa et lille dyk i havet, foer det bliver tid til aftensmad.
Hilsner fra hvide sandstrande og azurblaat hav
Marie og Astrid
Abonner på:
Opslag (Atom)