Mukwai betyder tak: marts 2009

Muli shaani allesammen? Vi haaber I har det bwino.
Nyt land, nyt sprog, ny kultur, nyt hjem, nye mennesker. Det er efterhaanden 3 uger siden vi ankom til Zambia, og endelig foelger en lille update paa, hvad vi har brugt tiden paa siden sidst, 28. februar sagde vi farvel til Zanzibar. Farvel til Kenya- og Tanzania-holdet, staff, masaierne, det kridhvide sand og resten af Paje. Det var haardt, men forude laa rejsens endelige maal, Zambia. Landet der markedsfoerer sig under sloganet ‘Zambia – the real Africa’, og det var derfor med store forventninger, vi satte os ind i flyet og tog turen over Nairobi og mod Lusaka. Lidt efter midnat stod vi endelig i Lusaka lufthavn. Det ‘rigtige’ Afrika lod vente paa sig, og det lykkedes alle 8 at komme igennem immigrationsmyndighederne + at faa udleveret al baggage.
Vi blev afhentet af Mapo og Davison fra MS-Zambia, og efter de foerste tilbagelagte kilometer gik det op for os, at det i hvert fald ikke er i Lusaka det virkelige Afrika skal findes. En hovedstad som alle andre. Vi kom endda til en lyskurv, hvortil Astrid udbryder: ’Ahh a trafic light. We haven’t seen those for a month now’. ’Yeah’, svarer Mapo med slet skjult stolthed i stemmen, idet han fraeser over for roedt lys.
Komfortabelt indlogeret i MS-gaestehuset, havde vi fra soendag til torsdag introdage om sprog, problemstillinger og kultur. Dagene fungerede ogsaa som tiltraengte hviledage, hvor vi noed at faa lov til selv at koebe ind, lave mad og generelt bare omstille sig fra hoejskolelivet til noget helt anderledes og ikke naermere defineret. Behovet for vestlig kultur var stort, og en tur i ShopRite (Zambias svar paa Foetex) foeltes som en tur i Tivoli. Vi brugte ugen paa at suge al vestlig kultur til os, saa vi ville vaere parat til flere maaneders logi efter afrikanske forhold. Menuen stod paa lasagne, flaeskesteg og pandekager, og der var oven i koebet mulighed for en tur i biografen (vi kunne se filmen Twilight til den nette sum af K12.000 = ca. 12kr).
Fredag morgen var vi mere end klar til at indtage Zambias nordlige Luapula provins, og med Mapo og Davison som de paalidelige chauffoerer, tog vi den 9 timer lange koeretur fra Lusaka til Mansa. En koeretur der foerte os ud af byen og ud paa landet – det virkelige Afrika. Naturen omkring os skiftede fra den afrikanske bush til the wetlands, hvor vi saa langt oejet rakte havde udsyn over sumpen, floder og soeer i alle retninger. Den smukke udsyn gjorde det lettere at abstrahere fra de mange potholes. Huller i vejen som variere i stoerrelsen fra ganske smaa og uskadelige til de store, der loeber tvaers over vejbanen og gerne med bredden 1 meter og 0,5 meters dybde. Da vi i god behold naede Mansa var vi igen omgivet af bush, og vi blev indlogeret paa det lokale guesthouse. Loerdag var organisationerne moedt op. Vi kommer til at arbejde med MYDJCC, og isaer med deres ”Vulnerable Girls Program”, hvor en raekke kvinder mellem 18 og 26 aar uddannes til Big Sisters. De faar et oekonomisk beloeb/laan, som de igennem smaa selvstaendige virksomheder/forretninger skal faa til at vokse. Hver Big Sister udvaelger 10 Small Sisters, som typisk vil vaere foraeldreloese eller andre svaert stillede piger i alderen ca. 13-16 aar, og Big Sisters opgave er at stoette pigerne i at gennemfoere deres Basic School (folkeskole). Stoetten der er brug for er f.eks. uniformer, papir, sko, moralsk stoette og vejledning. Paa laengere sigt er det ogsaa hensigten, at Big Sisters skal vaere i stand til at betale Small Sisters ”uddannelses-” og ”eksamensgebyr”, da skolegang kun er gratis fra 1.-7. klasse og ikke i de sidste 2 aar i 8.-9. klasse. Udover os er ogsaa Nina og Maja tilknyttet samme organisation, og de bor i Mansa, hvor hovedkvarteret ogsaa ligger. Selv er vi udstationeret i Lubwe – meget langt ude paa landet...
Soendag morgen tog vi afsted, eskorteret af Mapo og Mr. Phiri (organisationsleder). Efter de foerste 80km, drejede vi vaek fra asfaltvejen og ind paa en grusvej af afrikansk roed jord. Vi var igen i Wetland omraade, og udenfor vinduet saa vi de typiske beboelseshuse af lokale mursten og straatag suse forbi. Den afrikanske stemning landede i vores hoveder, og pludselig var vi ankommet.

Huset vi bor i er efter afrikanske forhold meget stort med 3 vaerelser (hvor vi deler det ene), en stue, et koekken og en entre – det er tydeligt, at der engang har vaeret penge i familien. Siden faderen, der var laege paa Lubwe Mission Hospital, doede, er pengene forsvundet, og kun huset staar. Tilbage er mor, datteren Jande (26 aar) og Jandes to drenge 5-aarige Kakoma og 3-aarige Kapalu. I et lille hus ved siden af bor Charles (midt i tyverne) og Kennedy (18 aar), saa der er altid folk omkring huset.
Vores dagligdag her er den totale modsaetning til en dansk hverdag. Alt vand skal hentes ved broenden, toilettet kan bedst beskrives som et lille hus uden doer og laas, hvor selve toilettet er et dybt hul i jorden. Badet er en spiralformet sivmaatte, hvor vi faar en balje med varmt vand bragt ind, og saa er det ellers etagevask i bananpalmernes skygge og med mulighed for at hilse og vinke til de lokale, der passerer forbi udenfor. Vi har ikke komfur, fryser og koeleskab, saa al madlavning foregaar over aaben ild. Til gengaeld har vi hoejtalere, dvd og fjernsyn, saa vi kan se nigerianske film om aftenen, naar der altsaa er elektricitet. Herude paa landet er det ikke ualmindelig med doegnlange stroemafbrydelser. Naar vi har elektricitet, bliver der hoert rigtig meget musik – kvaliteten af det kan diskuteres. Country musik og den for os ukendte musiker Don Williams koerer tit paa repeat, og da den utrolig soede familie taenker meget paa, at vi skal foele os hjemme, har de anskaffet ”Best of Westlife”, som de gerne skynder sig at saette paa anlaegget hver gang vi er i naerheden.
Paa trods af deres ekstreme venlighed og ihaerdige forsoeg, var den foerste uge i Lubwe rigtig haard. Uanset hvor meget vi havde forberedt os paa livet i den Zambianske bush, var det bare saa stor en omvaeltning, at vi bare oenskede os tilbage til Danmark og Zanzibar. Majsgroeden (nshima), der for det meste indtages 2 gange om dagen, blev vi traette af efter den foerste dag, og de naeste 4 dage var hver mundfuld en kamp. Hele ugen var introduktioner til skoler, mennesker og Big/Small Sisters. Tiden foeltes uendelig lang, og det hjalp ikke, at vi ikke kunne komme til at ringe hjem, da den lokale netvaerksmast var loebet toer for braendstof, saa vi havde lige 4 dage uden netvaerk, foer de fandt en tankbil, der kunne tanke op. Netvaerket kom igen, og lige saa stille begyndte hele stemningen at vende. Nshimasen glider nu ned uden problemer og pr. automatik, og under spisningen bliver fokus lagt paa det laekre tilbehoer vi faar dertil (svampe, fisk, boenner, cassava-blade, friske jordnoedder og hvad der ellers findes i omraadet). Vi har vaennet os til toilet- og sanitetsforhold og den sidste uge er tiden floejet afsted, paa samme maade som vi foeler, at det stoerste kulturchok er ovre. Familien er super soed, og selvom mor ikke taler engelsk, er de saa opsatte paa at laere os om deres kultur, samtidig med at vi bliver godt passet paa, at vi ikke kan vaere andet end godt tilpas. Et eksempel er deres haandtering af drikkevand. Vandet bliver hentet op af broenden, nedkoelet, tilsat chlorin og da vi ikke har koeleskab, bliver det baaret op til nabohuset, hvor det bliver lagt i fryseren. Hele tiden soerger de for, at der er koldt vand i huset, og hvis vi proever at overbevise dem om, at vi godt kan drikke lunkent vand, smiler de bare og forsaetter arbejdet.
Dagligdagen starter naar vi staar op ca. Kl. 7.00. Paa dette tidspunkt, har mor altid vaeret oppe i mindst en halv time, og der er varmet vand, saa vi kan vaske os og boerste taender. Hvis vi er heldige, faar vi lov til at tage opvasken fra gaarsdagens aftensmad, eller faar lov til at lave morgenmaden, der for det meste bestaar af de lokale ”fritas”, en blanding af meget soede boller og doughnuts, der bliver stegt i rigeligt olie (smager urimeligt godt). Efter morgenmaden begynder dagens program.

Indtil videre er det endelige program endnu ikke begyndt, men vi har afholdt undervisning omkring emnet ”Early marriages”, da det er et stort problem herude, at piger bliver gift som 12-15aarige for at kunne forsoerge sig selv eller deres familie. Herudover har vi vaeret til Big Sisters moeder, besoegt Small Sisters, vaeret ude paa skolerne, hvor vi skal undervise, overvaeret timer paa pigeskolen, undervist en dag i pre-school (2-6 aarige) og ellers bare proevet at fordoeje de kulturelle indtryk vi haaber at faa vores cykler i starten af naeste uge, saa vi kan komme ud til skolerne og begynde paa noget mere undervisning.
Hjemme er der altid mindst et par besoegende om dagen, der skal hilse paa de 2 nye mzungus (hvide), og tit er der gode diskussioner at hente, da folk hernede er utrolig aabne og villige til at diskutere fordele og ulemper i egen kultur og samfund.
Samtidig med at vi laerer om zambiansk bemba kultur, laerer vi mere om dansk kultur og samfund end vi havde troet muligt. Vi kan laerer mange gode ting fra kulturen her (f.eks. kunne vi som danske unge laerer meget fra de zambianske studerende, der virkelig helliger sig deres studie og saetter en aere i at laese mest muligt), men som vi var blevet lovet, er vi ogsaa i langt hoejere grad begyndt at saette pris paa ting som det danske uddannelses- og sundhedssystem + ikke mindst den danske ligestilling mellem maend og kvinder. For os kan det vaere svaert at have en diskussion med en jaevnaldrende High School studerende, der konsekvent mener, at maend er mere intelligente end kvinder, og at kvinder i hvert fald ikke egner sig til alt for hoeje uddannelser, for pigerne hernede er jo slet ikke serioese med deres uddannelse, naar de bare bliver gravide?! Vi ved ikke, hvordan han naar frem til, at maend slet ikke er indblandet, naar kvinder bliver gravide, men maaske vi skulle diskutere noget seksualundervisning med ham naeste gang vi ses.
Lige nu lever vi i et Zambia, hvor en kvinde ikke kan blive praesident eller bare faa en Ph.d. Det er i hvert fald vores plan, at lave lidt undervisning med ligestilling som tema. Den naevnte diskussion endte rent faktisk med at vi havde overbevist vores nye ven om, at det ville vaere en fordel at indfoere et mere omfattende ligestillingsprogram i Zambia, selvom vi er lidt usikre paa, om det var mere ”I faar ret, og jeg faar fred”, men uanset hvad, er det sjovt at se deres reaktion, naar de, maaske for foerste gang, moeder haard modstand i en diskussion med piger. De tager der heldigvis med altid med et smil, fordi de er saa venlige, og saa er vi trods alt mzungus, saa det er okay, at vi er lidt underlige en gang imellem.

Lige nu er vi i Mansa, hvor vi sammen med de andre danskere bor i gaestehuset weekenden over, for at faa snakket om alle vores oplevelser. For foerste gang i to uger ser vi andre europaere, og vi saetter stor pris paa igen at kunne sidde paa et vaskeaegte vestligt toilet + et rigtigt brusebad.
Vi er ogsaa ved at faa afklaret rejsens videre forloeb. Da vi arbejder i samme organisation som Maja og Nina, laver vi en bytter de sidste tre uger af opholdet. De vil gerne proeve at bo paa landet og feltarbejdet, og vi vil gerne proeve bylivet og det overblik det giver at arbejde i hovedkvartet. Dvs. at vi har fem uger mere i Lubwe, herefter er det tre uger i Mansa. Da vi ligger meget langt vaek fra alting, afkorter vi vores forloeb med to uger, saa vi faar chancen for at komme ned til Victoria Falls og evt. noget safari.
Vi forlaenger vores flybilletter med 3 uger, og saa tager vi sammen med Maja og muligvis flere toget fra Lusaka til Dar Es Salaam, hvor den historiske rute fra kobberminerne ud til havet gaar gennem flere nationalparker. Vi regner med nogle dage i Dar Es Salaam (Tanzania og Det Indiske Ocean), og saa noget backpacking der kan foere os til Nairobi hvorfra vi flyver.

En sidste tilfoejelse er, at vi har faaet telefoner, saa de kommer lige her:
Astrid: +260976673784
Marie: +260976673802

Muli shaani allesammen? Vi haaber I har det bwino.

Nyt land, nyt sprog, ny kultur, nyt hjem, nye mennesker. Det er efterhaanden 3 uger siden vi ankom til Zambia, og endelig foelger en lille update paa, hvad vi har brugt tiden paa siden sidst, 28. februar sagde vi farvel til Zanzibar. Farvel til Kenya- og Tanzania-holdet, staff, masaierne, det kridhvide sand og resten af Paje. Det var haardt, men forude laa rejsens endelige maal, Zambia. Landet der markedsfoerer sig under sloganet ‘Zambia – the real Africa’, og det var derfor med store forventninger, vi satte os ind i flyet og tog turen over Nairobi og mod Lusaka. Lidt efter midnat stod vi endelig i Lusaka lufthavn. Det ‘rigtige’ Afrika lod vente paa sig, og det lykkedes alle 8 at komme igennem immigrationsmyndighederne + at faa udleveret al baggage.

Vi blev afhentet af Mapo og Davison fra MS-Zambia, og efter de foerste tilbagelagte kilometer gik det op for os, at det i hvert fald ikke er i Lusaka det virkelige Afrika skal findes. En hovedstad som alle andre. Vi kom endda til en lyskurv, hvortil Astrid udbryder: ’Ahh a trafic light. We haven’t seen those for a month now’. ’Yeah’, svarer Mapo med slet skjult stolthed i stemmen, idet han fraeser over for roedt lys.

Komfortabelt indlogeret i MS-gaestehuset, havde vi fra soendag til torsdag introdage om sprog, problemstillinger og kultur. Dagene fungerede ogsaa som tiltraengte hviledage, hvor vi noed at faa lov til selv at koebe ind, lave mad og generelt bare omstille sig fra hoejskolelivet til noget helt anderledes og ikke naermere defineret. Behovet for vestlig kultur var stort, og en tur i ShopRite (Zambias svar paa Foetex) foeltes som en tur i Tivoli. Vi brugte ugen paa at suge al vestlig kultur til os, saa vi ville vaere parat til flere maaneders logi efter afrikanske forhold. Menuen stod paa lasagne, flaeskesteg og pandekager, og der var oven i koebet mulighed for en tur i biografen (vi kunne se filmen Twilight til den nette sum af K12.000 = ca. 12kr).

Fredag morgen var vi mere end klar til at indtage Zambias nordlige Luapula provins, og med Mapo og Davison som de paalidelige chauffoerer, tog vi den 9 timer lange koeretur fra Lusaka til Mansa. En koeretur der foerte os ud af byen og ud paa landet – det virkelige Afrika. Naturen omkring os skiftede fra den afrikanske bush til the wetlands, hvor vi saa langt oejet rakte havde udsyn over sumpen, floder og soeer i alle retninger. Den smukke udsyn gjorde det lettere at abstrahere fra de mange potholes. Huller i vejen som variere i stoerrelsen fra ganske smaa og uskadelige til de store, der loeber tvaers over vejbanen og gerne med bredden 1 meter og 0,5 meters dybde. Da vi i god behold naede Mansa var vi igen omgivet af bush, og vi blev indlogeret paa det lokale guesthouse. Loerdag var organisationerne moedt op. Vi kommer til at arbejde med MYDJCC, og isaer med deres ”Vulnerable Girls Program”, hvor en raekke kvinder mellem 18 og 26 aar uddannes til Big Sisters. De faar et oekonomisk beloeb/laan, som de igennem smaa selvstaendige virksomheder/forretninger skal faa til at vokse. Hver Big Sister udvaelger 10 Small Sisters, som typisk vil vaere foraeldreloese eller andre svaert stillede piger i alderen ca. 13-16 aar, og Big Sisters opgave er at stoette pigerne i at gennemfoere deres Basic School (folkeskole). Stoetten der er brug for er f.eks. uniformer, papir, sko, moralsk stoette og vejledning. Paa laengere sigt er det ogsaa hensigten, at Big Sisters skal vaere i stand til at betale Small Sisters ”uddannelses-” og ”eksamensgebyr”, da skolegang kun er gratis fra 1.-7. klasse og ikke i de sidste 2 aar i 8.-9. klasse. Udover os er ogsaa Nina og Maja tilknyttet samme organisation, og de bor i Mansa, hvor hovedkvarteret ogsaa ligger. Selv er vi udstationeret i Lubwe – meget langt ude paa landet...

Slut paa del 1.. Vi sidder lige nu i Mansa, og internetforbindelsen kan defineres som yderst tvivlsom, saa vi proever at laegge ind i mindre bidder..